Live-transmission fra Gryden på onsdag

Sport Live var forbi Give sidste år, da vi i samarbejde med ØBG Silkeborg afviklede vores invitationsturnering for landets bedste herrespillere. I den forbindelse fik vi et særdeles godt indtryk af Sport Live, som et professionelt foretagende med dygtige og flinke folk.

Nu kommer Sport Live til Give igen, hvor de med hele deres maskineri skal producere fra vores elitedivisionsopgør på onsdag mod Hørsholm Rungsted. Kampstart er kl. 16.00, men allerede fra middagstid begynder Sport Live deres opsætning i Gryden, og vi glæder os meget til gensynet og til igen at få tennis fra Give vist på TV – Sport Live når ud til ca. en halv million husstande.

Tennis på tv er fedt, men tennis på tv uden tilskuere er knapt så fedt, og vi vil gerne vise Give fra sin bedste side, når nu muligheden er der, så kom forbi til det vigtige elitedivisionsopgør, så vi kan få sendt vores hold videre mod slutspillet, så vi kan få sagt ordentligt farvel til Anders Grinderslev, og så vi kan vise tennisdanmark, hvem der har landets bedste hjemmebane, og hvordan sådan en hjemmebane skal se ud og lyde.

Som altid er der pølser på grillen og kolde fadøl og sodavand, så aftensmaden skal vi nok stå for.

ONSDAG DEN 4. AUGUST KL. 16.00: GIVE TK – HØRSHOLM RUNGSTED

Kom så, Give!

Anders Grinderslev spiller sin sidste hjemmekamp for GTK den 4. august

Skriv et svar