Afbrudt spænding i Gryden

Mørket satte en stopper for fredagens spændende holdkamp i 1. division mellem GTK og Horsens. Stillingen er 2-2 inden doublerne.

image

Det var top mod bund, da GTK, som fik smæk 6-0 i Sønderborg i 1. runde, i aftes tog imod topholdet Horsens, der i deres første kamp slog Skanderborg 6-0.

Det var dog ikke til at se, der skulle være den store forskel på holdene, og i alle fire singler var der hård kamp om pointene.

Andreas Hovesen Pedersen, GTK, startede i 1. singlen som lyn og torden mod Michael Sørensen og bragte sig hurtigt foran 2-0 med et meget højt tempo til stor begejstring for de mange fremmødte tilskuere, der ydede fremragende hjemmebanestøtte. Desværre fik Andreas rygproblemer og resten af kampen måtte han slide og arbejde hårdere end først antaget. Heldigvis fik han kæmpet sig flot igennem og endte sejrrigt i et flot opgør med cifrene 6-4 7-6.

På bane 2 havde Sebastian Mikkelsen, GTK, vanskeligheder mod den dygtige boldspiller, Jens Kjærulf-Møller, og Sebastian kom først rigtigt i gang, da det var for sent og tabte 2-6 4-6.

I tredjesinglen havde Lars Baes, GTK, revanche til gode mod Michael Ruby, og efter en lidt ujævn forestilling fik Lars hevet sig op i tredje sæts matchtiebreak, som blev vundet 10-6. Kampen endte 7-5 2-6 10-6.

Kristian Korsgaard, GTK, gjorde et fint comeback mod Gregers Oggesen i fjerdesinglen, men det desværre blev det efter en del missede chancer i både første og andet sæt til et knebent nederlag på 4-6 6-7

Derefter afsluttede mørket forestillingen, og et godt arrangement med masser af tilskuere og gang i grillen på terrassen måtte lukkes ned, før doublerne kunne spilles. Det bliver de i stedet onsdag den 8. juni kl. 19.00 på GTK’s baner, og vi håber naturligvis på mange fremmødte igen til den spændende afslutning.

Næste kampe:

Lørdag 21/5 kl. 10.00 Skødstrup-GTK – serie 2

Onsdag 8/6 kl. 19.00 GTK-Horsens (udsatte doubler) – 1. division.

Lørdag 11/6 kl. 11.30 GTK-Risskov – 1. division

Søndag 12/6 kl. 10.00 GTK-Stensballe – serie 2

Skriv et svar