Sponsorerne lukkes først ind

Det er svært helt at blive klog på, hvad vi må og ikke må til den kommende sæsons hjemmekampe, når vi taler forsamlingsforbud, coronapas, deltagere, frivillige, tilskuere m.v. Måske må vi slet ikke åbne for tilskuere, måske må vi åbne for 20, måske 50, måske må alle, der fremviser et coronapas komme indenfor… Ligesom alle andre, så aner vi det ikke.

Som tingene ser ud lige nu, må vi til den første hjemmekamp mod Rødovre torsdag den 13. maj forsamles max. 50 personer, som udelukkende må bestå af aktører og frivillige – begge grupper er afgørende for afviklingen af kampene. Det betyder, at spillere, boldbørn, dommere og andre frivillige er inkluderet i antallet på de 50.

Vi håber dog meget på en lempelse af kravene for tilskuere, sådan at vi kan åbne dørene til Gryden for en masse tennishungrende GTK-fans også. Skulle denne lempelse ske, har vi besluttet, at vi først og fremmest lukker vores sponsorer indenfor. Dette fordi vi i mange år har levet af vores sponsorers velvilje og begejstring for Give TK-projektet.

Som frivillig forening er det svært at vise sin taknemmelighed overfor både frivillige og sponsorer på andre måde end gennem ord og symbolske handlinger, så vi håber, vi på denne måde kan vise jer sponsorer, at jeres støtte er uvurderlig for os, og at vi gerne vil betale tilbage, så godt som vi kan.

Når vi nærmer os maj og er endnu klogere på, hvad vi helt konkret må og ikke må, så informerer vi naturligvis vidt og bredt om, hvordan proceduren med tilmelding til hjemmekampene skal foregå, og så er det selvsagt vigtigt for os igen at pointere, at vi krydser fingre for, at alle, der har lyst, får mulighed for at støtte vores elitedivisionshold på vej mod mesterskabspillet om DM-pokalen uden omfattende restriktioner.

Hjemmekampene i Gryden afvikles:
Torsdag den 13. maj kl. 12.00 mod Rødovre
Lørdag den 12. juni kl. 12.00 mod Lyngby
Onsdag den 4. august kl. 16.00 mod HRT

Tennishilsener
Bestyrelsen
Give TK

Skriv et svar