Nederlag til KB og exit

Vi slikker stadig sårene efter en mildest talt ærgerlig afslutning på sæsonen, hvor vi lige akkurat ikke fik klemt os med som ét af de fire hold i slutspillet.

Med opdateringer fra Lyngby-Gentofte og en pludselig opstået skade hos holdturneringens mest vindende spiller, Christian Sigsgaard (Gentofte), vidste vi hurtigt, at Lyngby formentlig ville få den 4-2-sejr, som de havde brug for for at kunne sætte os under maksimalt pres i KB.

Dermed havde vi også brug for en 4-2-sejr, og det lykkedes næsten, da vi kom foran 3-2, men vi var aldrig rigtigt i nærheden i andendoublen, som blev fornemt orkestreret af en på dagen storspillende Benjamin Hannestad. KB udlignede til 3-3 og vandt efterfølgende en for os ligegyldig Golden Match Tiebreak, sådan at holdkampen samlet blev 4-3 til KB. 

Vores tredje sæson i elitedivisionen endte dermed som den første – med en femteplads. Vi fik ikke indfriet vores målsætning om en plads i slutspillet, og selv om marginalerne må siges at have været temmelig meget mere med Lyngby end med Give i år, så havde vi mulighederne for selv at afgøre vores skæbne, og det lykkedes vi ikke med. 

Rækken har været stærkere end nogensinde før, og det har til syvende og sidst været en helt fantastisk sæson at være med i. Der har ikke været en finger at sætte på indsatsen fra én eneste spiller – det gik blot ikke vores vej i år.

Allerede i omklædningsrummet efter lørdagens kamp blev der givet håndslag fra spillerne, at Give vender endnu stærkere tilbage i 2021 – ambitionen er, at vi skal være med i slutspillet hvert eneste år, og evalueringen af den foregående og forberedelserne til næste sæson er sat i gang. Vi kommer stærkere tilbage i 2021, hvor vi går benhårdt efter at hive pokalen hjem til Give og Jylland igen.

Tak for støtten i løbet af sæsonen til de mange, der har fulgt os både i og udenfor Gryden. Uden opmærksomheden og støtten fra jer, var det hele livløst og ligegyldigt. 

Tak til boldbørn, forældre, dommere, frivillige, StreamingLive, modstandere, referees, journalister, tilskuere og ikke mindst sponsorer for at gøre Give til Danmarks uden sammenligning sjoveste sted at spille og se tennis.

Held og lykke til KB, Gentofte, Lyngby og HIK ved næste weekends slutspil. Vi håber for dansk tennis på et fantastisk arrangement med masser af tilskuere og seværdig tennis i en professionel ramme.

Skriv et svar