Pligtsejr over ATK

Kravet til dagens opgør mod de kommende nedrykkere fra ATK (Arbejdernes Tennis Klub) var klar; 6-0. Dette krav blev indfriet uden problemer med en stensikker 6-0-sejr over et ATK-mandskab, som var fyldt med reserver. 

ATK kæmpede det bedste, de havde lært, men et fokuseret GTK-hold var en alt for stor mundfuld for de sympatiske arbejdere, der ligesom Anders Grinderslev (billedet) bidrog til baneklargøringen, efter regnen havde væltet ned over Gryden og gjort anlægget uspilbart en times tid.

Det rigtige drama fandt sted i Gentofte, hvor HIK blev slået 4-2. Et spændende opgør, der svingede frem og tilbage og et resultat, som er brugbart for os. Lyngby satte et enkelt point til mod Århus 1900, og alt i alt betyder dagens resultater, at det bliver helt tæt mellem HIK, Lyngby og Give i sidste runde. 

Her møder vi KB i København, mens Gentofte og Lyngby mødes og HIK forventes at slå Århus 1900 stort. Det bliver en neglebidende runde!

Rasmus Michelsen har nu vundet sine to seneste singler i overbevisende stil

Skriv et svar