Så er det nu, Give!

Hvad vi frygtede skulle blive en halvkedelig coronapræget sæson i elitedivisionen har udviklet sig til et sandt drama, hvor fem hold kæmper indædt om fire slutspilspladser til det store finalestævne om Danmarksmesterskabet i KB den 5.-6. september. 

Gentofte, KB, HIK, Lyngby og Give er alle i spil til at booke billetter til slutspillet. Gentofte og KB er så godt som sikre på at have indløst deres billetter, mens det er helt tæt mellem HIK, Lyngby og Give. Vi er Jyllands eneste tilbageværende mulighed for både herrer og damer, hvis jysk tennis skal være repræsenteret i København i september.

Derfor har vi mere end nogensinde brug for lokal opbakning på lægterne, når vi i årets sidste hjemmekamp på lørdag den 22. august tager imod ATK på hjemmebane i Gryden med kampstart kl. 12.00. Opskriften er klar; vi skal gøre rent bord, og vi skal have Gryden til at koge som aldrig før. 

Der er gratis entré og fri forplejning som altid med sodavand, fadøl og grillpølser, og der kan købes lidt ekstra godt til de lækkersultne. 

Kom så, Give, det er nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af, så vi kan forsvare vores danmarksmesterskab i København. Lad os få Gryden fyldt op og lad os få støttet vores spillere hele vejen i mål.

Stillingen før de to sidste runder: 
Gentofte 25 point
KB 22 point
HIK 20 point
Lyngby 19 point
—————-
Give 18 point
HRT 9 point
ATK 5 point
Århus 1900 4 point

Kampsponsor: In Sport

GIVE vs ATK, LØRDAG DEN 22. AUGUST KL. 12.00

Skriv et svar