Knebent nederlag i Lyngby

GTK var i dag et mulehår fra at generobre førstepladsen i Elitedivisionen, da der blev spillet topkamp i Lyngby, men marginalerne var mod os, og vi må køre hjem til Jylland med årets første nederlag i bagagen.

Det startede ellers godt med en 2-0-føring via sejre til Andreas Bjerrehus (billedet) og Florian Barth, som vandt deres singler forholdsvist sikkert henholdsvis 64 64 og 63 75.

Derefter svingede pendulet den anden vej i 2. og 4. singlerne, hvor Anders Grinderslev og Rasmus Michelsen tabte tætte kampe. Dette betød, at stillingen inden doublerne var 2-2.

Doublerne blev delt, og 3-3 betyder, at der skal spilles én afgørende kamp til 10 først vundne point. En såkaldt Golden Match Tiebreak. Her flaskede det hele sig sådan, at Florian Barth skulle i ilden for os, og selv om det var tæt på, trak han alligevel det korteste strå og tabte 10-8.

Et samlet nederlag betyder, at vi er to point efter Lyngby og ét foran KB. Slutspilspladsen ser efterhånden ud til at være næsten-sikret, men både KB og Lyngby har stillet op væsentligt svagere, end de forventes at gøre i slutspillet, så denne uge har til trods for sportslig succes også været et wake up call ift., at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen i Give.

Nu er der pause, og når vi vender tilbage i august mod HRT på hjemmebane i Gryden, så er det med ambitionen om spille så godt, at vi fortsat kan kæmpe med om førstepladsen i puljen, som gør, at man i slutspillet selv kan vælge modstander.

Skriv et svar