Kenneth Carlsen besøger Vejle TK på fredag

Vejle Tennisklub er vært for et fantastisk arrangement på fredag den  9. juni, når der afholdes fredagsbar og showkamp med Danmarks bedste herrespiller i nyere tid, Kenneth Carlsen.

Kenneth Carlsen er uden sammenligning dansk tennis største stjerne på herresiden siden 90’erne. Han har vundet tre ATP-titler, været blandt de sidste 16 ved Australian Open, slået spillere som Stefan Edberg, Roger Federer, Marat Safin, Thomas Johansson, Richard Gasquet og Marcelo Rios, og så er han pt. en ganske succesrig Davis Cup-kaptajn for det danske herrelandshold.


Vejle Tennisklubs officielle pressemeddelse ang. arrangementet

Showkampen på fredag i Vejle Tennisklub bliver en dyst mod Give Tennisklubs førstesingle, Henrik Korsgaard, og det er med et løfte om yderst seværdig tennis, når de to servekanoner byder hinanden op til kamp. Tennis fås ganske enkelt ikke bedre på disse kanter, og herfra skal der lyde en stor cadeau til Vejle TK for at have fået banket sådan et fornemt arrangement i kalenderen.

Henrik Korsgaard er en del af Give Tennisklubs førstehold i 1. division, og derudover spiller han på Virginia Techs collegehold. Han har netop vundet Jysk Mesterskab i double sammen med klubkammerat, Sebastian Mikkelsen.


Henrik Korsgaard i aktion for sit college, Virginia Tech

Vi håber naturligvis på god opbakning til tiltaget og kan kun opfordre vores medlemmer til at lægge vejen forbi Vejle Tennisklubs dejlige anlæg i Nørreskoven på Helligkildevej 14.

Skriv et svar